Naturens Uorden
Voksne siger tit, at man skal huske at rydde op og holde orden, men sådan er det ikke i naturen.
Måske har I hørt udtrykket ”det er naturens orden”, men i virkeligheden er den vilde natur fyldt med uorden og rod. Væltede træer og blade ligger og flyder, og afblomstrede planter står visne hen. Men selvom nogen folk måske synes, det er noget roderi, så er al den uorden faktisk med til at skabe perfekte levesteder for en masse arter. Derfor lader vi også de visne planter stå her på Justesens plæne…
Nogle mennesker elsker at rydde op, mens andre måske er bedre til at rode. Helt overordnet er de fleste mennesker dog ret gode til at putte ting i system og skabe ”orden”. Også selvom vi måske ikke altid er enige om, hvilken ”orden” der er den rigtige.
I naturen er der også en slags orden, ”naturens orden”, men set med menneske-ordens-briller, så kan naturens orden nok godt virke meget ”uordentlig”.
Selvom det fx kan se barsk og uordentligt ud, så er det naturens orden, at nogle dyr slår andre dyr ihjel og æder dem på en måde, der godt kan virke meget brutal set med menneskeøjne.
Det er også naturens orden, at forskellige træer står hulter til bulter i skovene, og at gamle træer pludselig vælter, måske udover en sti eller en vej eller et andet ubelejligligt sted. Og det er naturens orden at visne blade, plantestængler, lort og døde dyr ligger og rådner og lugter, fordi det faktisk skaber levesteder for en masse andre arter. Det er også naturens orden, at der nogle gange sker ”naturkatastrofer” som oversvømmelser eller orkaner, også selvom det sker lige der, hvor vi mennesker har bosat os.
Naturens orden er altså en stor rodebutik.
I mange år har vi mennesker derfor også været flittige til at rydde op i naturen, fordi det kan være både unyttigt og besværligt for os med al den uorden. Gamle træer er blevet fældet og fjernet, vandløb er blevet rettet ud og døde dyr er blevet kørt på forbrændingen. Vi har også plantet nye og ens træer i skovene, som har stået tæt og på rad og række, så det så ordentligt ud og vi senere kunne bruge stammerne til at bygge ting af.
Hjemme i haverne kan vi også være lidt for gode til at rydde op. Blade bliver fejet sammen, ”ukrudt” bliver fjernet og hækken bliver trimmet, og måske ligger vi endda en masse fliser for at begrænse roderiet. Alt sammen for at haven kan se ”ordentligt” ud med menneskeøjne.
De seneste år er vi dog blevet mere bevidste om, at det kan faktisk kan betale sig at blive bedre til at lade ”rodet” ligge, hvis vi vil gøre noget godt for naturen og alle de forskellige arter, som vi deler jordklode med.
En bunke med visne blade og kviste kan fx være et perfekt sted for pindsvin, padder og insekter at overvintre i. En gammel kompost er et godt og varmt sted, hvor snogen kan lægge sine æg eller hvor store tykke billelarver kan vokse sig store, og fx blive til smukke grønne guldbasser; og ”ukrudtet” er både mad og levested for en masse fanatisk fine insekter.
I skovens roderi af gamle og døde stammer er der plads til både sjældne flagermus og fugle, store flotte træbukke, farverige svampe og meget meget mere.
Her på Justesen Plæne prøver vi også at blive lidt bedre til ikke at rydde op. Derfor lader vi også de visne blomsterstængler og blade ligge, så insekter, edderkopper og andre smådyr har et sted at leve og overvintre.
Så hvis i går på opdagelse mellem alle de visne planter hen over efterår, vinter og forår, kan det være, I kan finde nogle af de arter, der elsker naturens Uorden.