Fussingø Borgruin
start på hovedindhold

Fussingø Borgruin

8920 Randers NVFortidsminde

Startkoordinater i Google Maps: 56.471537, 9.851540

Fussingø er den danske herregård, der længst er gået i arv. Om ikke de var af samme slægt eller våben, så var alle ejerne i familie frem til den sidste lensgreve. Carl Ludwig Scheel-Plessen, som han hed, måtte afstå godset til den danske stat efter 2. Verdenskrig.

Forfaderen grev Christian Ludvig Scheel von Plessen beordrede i 1790 den gamle herreborg på Gammelhave nedrevet. I stedet blev det nuværende Fussingø Slot opført lidt vest for Fussing Sø omkring år 1795.

Christian Ludvig Scheel von Plessen gik stærkt ind for at forbedre bøndernes kår. Han var et af 13 af landbokommissionens 16 medlemmer, som gik ind for stavnsbåndets ophævelse.

Hundrede år senere rejste taknemmelige bønder en obelisk som tak.

Øst for Fussingø Slot på halvøen Gammelhave tog historien sin begyndelse længe før det godt 225 år gamle slot blev opført. Forinden lå hovedsædet her i det sydvestlige hjørne af Fussing Sø. Her finder man resterne efter det oprindelige Fussingø og et 350 år gammelt, fransk inspireret parkanlæg med tre parallelle lindealléer og en spejldam.