Oplev god stemning til Royal Run
Foto © Jakob Lerche Fotografi
start på hovedindhold

Rundt om i Randers

Ved Royal Run vil det summe af aktivitet og feststemning rundt om i byen. Langs ruterne vil der være heppezoner og underholdning.

Historiske både

Den Blå Chalup og Kaagen vil hele dagen ligge til kaj mellem Randers Bro og cykelbroen lige foran Randers-bogstaverne. Alle er velkomne til at kigge nærmere på de to både.

Den Blå Chalup, som er blevet restaureret, er bemandet med fuld besætning.

Kaagen er en rekonstruktion af de pramdragerpramme, der transporterede varer på Gudenåen tilbage i 1800-tallet.

Aktiviteter på Slotspladsen

Randers Cityforening inviterer familier ind på Slotspladsen. Lige ved midtbyens legeplads og det nye familiehus kan du tage en velfortjent pause, mens børnene leger. I Familiehuset er der mulighed for at amme, skifte ble, tage en pause og trække lidt ind i roligere omgivelser.

På Slotspladsen kan du opleve:

  • Sjove frisure med glimmer og sprayfarver ved frisør ÖZGE fra kl. 09.30-12.30
  • Ballondyr med Marcus Skovfar fra kl. 11.00-13.00
  • Familiebiler fra Pedersen & Nielsen – Kia EV5 og Kia PV5 Passenger.

Star Wars i Kirkegade

Årets Royal Run passerer lige forbi SCI-FI-SHOP. Udenfor butikken vil cosplayers stå klar i dragter inspireret af blandt andet Star Wars-universet og andre fantastiske verdener.

Indenfor kan du gå på opdagelse i alt fra Star Wars-merchandise og samlerobjekter til Warhammer og Pokémon-spil.

Star Wars-universet er populært i Randers. Hvert år i april måned forvandles Arena Randers til Danmarks største Sci-Fi-messe, når SCI-FI-CON åbner dørene - et mekka for science fiction, fantasy og popkultur. På messen deltager tusindvis af fans i en weekend fyldt med foredrag, cosplay, shows, workshops og møder med skuespillere fra blandt andet Star Wars-universet.

Hyggeligt område på Kirketorvet

På Kirketorvet kan du opleve en festlig og stemningsfuld oase midt på Royal Run-ruten.

Ved Sct. Mortens Kirke skaber Operaen Randers rammerne for et hyggeligt opholdsområde med musik, DJ's, borde og udskænkning i festligt pyntede omgivelser.

Elvis-stemning med amerikanerbiler

Memphis Mansion skaber stemning langs Royal Run-ruten. De holder primært til omkring Laksetorvet.

Fra højtalerne strømmer velkendte Rock'n'Roll-toner, og engageret speak løfter energien langs ruten og giver deltagerne et ekstra skub.

Samtidig udstilles ikoniske amerikanerbiler, og der sælges Highway 51 Diner-mad, der fuldender oplevelsen og bringer en bid af Memphis Mansion-kulturen helt tæt på.

Kæpheste i fri dressur på Justesens Plæne

At ride på en kæphest er blevet et stort fænomen over hele landet. I Randers er vi med på bølgen, og du kan opleve kæphesteridning og mærke fascinationen.

Harridslev Rideklub har stor succes med ridning både på de firbenede heste og kæphestene. Måske har du mod på selv at prøve? Det er der mulighed for på Justesens Plæne langs med løbsruten.

Snackoplevelse fra Randers Regnskov

Uden for Randers Regnskov kan du kigge forbi en mini-dome, hvor du kan få et indblik i nogle af regnskovens mange oplevelser og aktiviteter.

Du kan blandt andet smage ristede melorme og andre insekter – en anderledes og proteinrig snackoplevelse – og høre mere om arbejdet med natur, klima og bevaring af regnskove.