
Sporbyen
Kl. 11.30-15.00: Der vil være musik, skattejagt og meget mere i Sporbyen, som deltagerne på 10 km-ruten kommer igennem.
Sporbyen inviterer til en festlig dag med kaffe, grillpølser, musik og aktiviteter. Her kan du både nyde stemningen og heppe på deltagerne på 10 km-ruten. De første deltagere forventes at passere området omkring kl. 13.00.
Danish Coffee holder åbent med både indendørs og udendørs servering af kaffe og andre lækkerier, mens Scandia Expressen tænder grillen ved togvognsrestauranten og sørger for sommerstemning i området.
Der vil også være aktiviteter for hele familien. Grønt og Kreativt pynter op med blomster og brugskunst og inviterer børn og voksne på skattejagt rundt i Sporbyen.
Scandia Museum står klar med fortællinger om områdets historie og udvikling.
Dagen byder også på musikalske oplevelser, når Metalsangkoret Scandia giver koncerter og inviterer publikum til fællessang.
Randers Bibliotek deltager også og deler gratis bøger ud samt giver mulighed for at vinde nye bøger – blandt andet med det populære Minisjang-pindsvin Børste.
Hvis vejret viser sig fra den våde side, flyttes størstedelen af aktiviteterne ind i den store hal, som deltagerne på ruten også skal igennem.