
Forsvaret til Randers
For første gang i Danmark skaber vi et simulations- og konferencecenter til Forsvaret, hvor der er plads til et tæt samspil med industrien. Det er faktisk et unikt økosystem. Det er ikke set før i Danmark.
Forslaget bygger på de bedste erfaringer fra Norden og Europa. Samtidig er det udviklet med afsæt i behov, som Forsvaret har peget på, og gennem tæt dialog med Forsvaret og øvrige aktører i totalforsvaret, herunder Politi, beredskab og hjemmeværn.
Ambitionen er et nyt simulations- og konferencecenter på Randers Kaserne. Et sted hvor Forsvaret på tværs af værn kan uddanne sig, og hvor koblingen mellem simulation, undervisning, træning og praktisk brug kan forenes. Samtidig skabes der en stærk kobling til de virksomheder, der leverer teknologi og løsninger til Forsvaret.
AMBITION OM FORSVARETS NYESIMULATIONS- & KONFERENCE CENTER
Det er Randers’ bidrag til vores samlede forsvar af landet, at vi med afsæt i de eksisterende bygninger og en fantastisk beliggenhed bidrager til fremtidens forsvar. Det handler om at skabe et simulationscenter, hvor Forsvaret digitalt kan lære at bruge nye våbensystemer, droner og andre komplekse militære systemer. Og samtidig skabe et konferencecenter, som understøtter simulation, undervisning og træning. Dermed styrkes kompetenceopbygningen i Forsvaret.

Samtidig vil der på kasernens arealer være plads til de virksomheder, som bidrager til Forsvarets genopbygning. Forsvaret har selv peget på vigtigheden af at komme tættere på de virksomheder og leverandører, der udvikler de teknologier og løsninger, som fremtidens forsvar skal bruge og det er vores ambition at understøtte dette.
Ambitionen med et nyt simulations- og konferencecenter er at skabe et nationalt center for forsvarsrettet kompetenceopbygning. Et sted hvor Danmarks forsvar styrkes af en ny og samlet fysisk ramme for simulation, undervisning og træning, samt et tæt industrielt samarbejde.
Ved at placere relevante virksomheder og leverandører tættere på Forsvaret kan man skabe en mere præcis forståelse af Forsvarets behov og forkorte vejen fra udvikling til afprøvning og anvendelse.
Beliggenheden er i top. Midt i landet. Tæt på E45, flyveplads ved siden af og tæt på Randers Havn. Samtidig har Randers som by en størrelse og en placering, der gør det muligt både at uddanne, tiltrække og fastholde medarbejdere til de potentielt nye private arbejdspladser, som kan opstå omkring projektet. Det er også vigtigt for Forsvaret, fordi adgang til kompetencer og stærke lokale miljøer bliver afgørende i de kommende år.

