Hvidemølleområdet
Der er blevet lavet en forundersøgelse af Hvidemølleområdet med forslag til, hvordan naturen og byen kan bindes tættere sammen, og hvordan udfordringer i området kan løses.
Forundersøgelsen Hvidemølle omfatter et areal på ca. 106 ha, som ligger mellem Randers Midtby og Gudenåen. Området omfatter blandt andet Hvidemølle, Randers Regnskov, Biosfæren, Randers Naturcenter, Gasværksgrunden, Jernbanegade, Randers Station og de omkringliggende naturområder.
Forundersøgelsen indeholder idéer og ikke besluttede projekter. Idéerne skal prioriteres politisk og finansieres, før de kan blive til virkelighed, og nogle af dem ligger årtier ude i fremtiden. Byrådet har dog besluttet retningen: Områdets natur er omdrejningspunktet for al fremtidig udvikling, og der skal ikke bygges by i Hvidemølleområdet.
Forundersøgelsen har fået titlen "Naturen til byen", da den hjælper med at afklare, hvordan vi kan binde naturen tættere sammen med byen. Samtidig skal vi udvikle området med respekt for landskabets historiske spor, hvor natur, terræn, vand og beplantning er de bærende elementer.
Hvidemølleområdet er et af Randers' rigeste naturområder, men er samtidig et af de steder, hvor det er sværest at komme fra by til natur, da Viborgvej, Jernbanegade, Tørvebryggen og jernbanen ligger som en barriere mellem byen og naturområdet. Derfor peger forundersøgelsen blandt andet på en række konkrete tiltag, der kan give bedre adgang til naturen.
Forundersøgelsen kortlægger desuden, hvad der er af natur, klimamæssige udfordringer, forurening og trafik i Hvidemølleområdet, og kommer med idéer til, hvad vi kan gøre ved det.
