
Støtte til hukommelse, struktur og kommunikation
Når hukommelsen svigter eller det er svært at holde styr på dagens gøremål, kan den rette teknologi gøre stor forskel. Se hvilke hjælpemidler og teknologier kan gøre hverdagen mere overskuelig og tryg
For at få den bedste oplevelse af inspirationskataloget, anbefaler vi at du åbner hjemmesiden på din smartphone. Så får du en mere overskuelig og intuitiv visning af produkterne.
Tryk også gerne på "Åbn alle" for at få vist billeder af alle produkterne i kategorien på én gang.
Tid og struktur
Hvis hukommelsen svigter eller det er svært at holde styr på hverdagen, findes der flere forskellige teknologier som bl.a. kan hjælpe med at skabe struktur, og minde om medicin eller aftaler.
MEMOday er et moderne hjælpemiddel, til at holde styr på tiden i løbet af døgnet, til personer i alle aldre. MEMOday kan forhindre at brugeren ved en fejl gentagne gange ringer til pårørende eller går ud midt om natten, og er især velegnet som demensur / demenskalender.
MEMOday minder dig om hvilken dag og hvilket tidspunkt det er. På et tydeligt display vises tid, ugedag, dato og hvilken del af døgnet det er. Få teksten læst op ved at trykke på skærmen. Opdaterer selv sommer- og vintertid, og sænker selv lysstyrken om natten.
Vælg selv mængden af informationer – MEMOday kan blive ligesom du vil have det!


CARY Base er et kalender-ur til folk, der har brug for ekstra hjælp til at holde styr på døgnet og dagens begivenheder. CARY Base viser oplysninger om dato og tid. Om det er morgen, dag, aften eller nat. Når du trykker på skærmen, læses oplysningerne. Dagens begivenheder kan vises på skærmen, og talte påmindelser kan indlæses på ønskede tidspunkter. Pårørende eller støttepersoner kan hjælpe med at holde kalenderen eksternt opdateret via myAbilia -webtjenesten Redigering i kalenderen kan gøres på afstand fra egen PC, tablet eller smartphone. CARY Base indeholder flere sprog, herunder dansk.
Med CARY Base kan du få påmindelser ved aktivitetens start. Hvis du ikke selv lukker påmindelsen, lukker den automatisk efter 30 minutter


Skærmbesøg er hjemme- eller sygepleje, hvor du gennem et videokald ser og taler med sundhedsfagligt personale.


Smilla medicinrobot er en medicinrobot som udleverer dosisdispenseret medicin til tiden til borgere i eget hjem. Den består af en enhed hos borgeren og et administrationssystem, som styres af det sundhedsfaglige personale. Når det er tid til at medicinen skal udleveres, giver Smilla en påmindelse til borgeren, som med et enkelt klik får udleveret medicinen. Hvis borgeren glemmer medicinen, får det sundhedsfaglige personale en alarm om at medicinen ikke er taget, og de følger op på det.


Evondos er en automatisk medicindispenser til borgere som får dosisdispenseret medicin. Borgeren får med et enkelt tryk udleveret medicinen på det ordinerede tidspunkt, og hvis borgeren ikke trykker på knappen indenfor det aftalte tidpunkt, modtager det sundhedsfaglige personale en alarm og følger op på den.


Minder og tryghed
Små hjælpemidler og teknologier kan gøre en stor forskel, når hukommelsen svigter og hverdagen bliver uoverskuelig. Løsningerne giver ikke kun støtte i hverdagen men skaber også tryghed, værdighed og bedre livskvalitet - både for borgeren og de pårørende.
Stella Care er et brugervenligt lokaliseringssystem og elegante GPS enheder, som giver mennesker med demens frihed, samtidig med at det skaber tryghed for pårørende og plejepersonalet. GPS'erne fås i forskellige udformninger, enten som et armbåndsur eller en lille boks. De kan bæres diskret eller usynligt, hvilket giver værdighed for borgere med demens.


Skab reminiscens og meningsfulde samtaler med billeder, videoer og musik, der er nem at forholde sig til for mennesker med demens. MemoryCube styrker den personcentrerede omsorg gennem dialog om livshistorien. Sæt stationen til tv'et og brug terningen til at vælge hvad der skal afspilles. Billeder og videoer uploades via en app, så det er nemt for hele familien at dele billeder eller videoer .


Rubens barn er håndlavede dukker, med hver sit unikke udtryk og de har tyngde og ekstra vægt i numsen, så de minder om et rigtigt barn.
Dukken bliver en kær følgesvend for mennesker med demens eller uro, og i samværet med dukken kan man genkalde minder og følelser og genopleve ellers tabte sociale egenskaber.
Dukken er lavet i en blød polyester fleece, og er fyldt med polyester fibre. Bunden er fyldt med granulat, som gør, at dukken har en god tyngde, og dermed sidder bedre.
Dukken kan vaskes i vaskemaskinen ved 30 grader.


Robotdyr kan give trøst og støtte til mennesker som lever med demens eller andre kognitive funktionsnedsættelser. Robotdyret reagerer positivt på opmærksomhed og kommunikation, og skaber gode og kærlige oplevelser for mennesker, som er glade for dyr.


Syn- og hørelse
Nedsat syn eller hørelse kan gøre hverdagen udfordrende, men med de rette hjælpemidler er det muligt at bevare overblik, kommunikation og selvstændighed.
Hos Hørecenter Midt kan du få hjælp til din hørenedsættelse. Her tilbydes rådgivning og vejledning, og hvis du oplever at du ikke er tilstrækkelig afhjulpet af dit høreapparat, er der mulighed for at søge om høretekniske hjælpemidler. Der er også mulighed for at få hjælp til små reparationer.
Hvis du ønsker at søge om et høreapparat igennem det offentlige, skal du via en praktiserende ørelæge. Hvis det vurderes at der er behov for høreapparat, henvises du til en audiologisk klinik på et sygehus.
Hos Synssamarbejde Midt kan du få rådgivning og vejledning i forhold til hvilke muligheder der er for dig. For at ansøge om hjælp fra Synssamarbejde Midt skal der først foretages en vurdering i forhold til om du er i målgruppen for at modtage synsrådgivning og hjælpemidler.
Stor lup som er velegnet til forstørrelse af tekster og billeder. Ideel til avisen da den tager et større område ad gangen. Den er nem at håndtere, da det er en flad og bøjelig lup.


Måske er du også interesseret i:

Spisning og madlavning
Gør madlavning og måltider nemmere med funktionelle og brugervenlige redskaber. Uanset om det handler om at forberede måltider eller spisesituationen, kan du her finde praktiske løsninger.

Rengøring og tøjvask
Når rengøring og tøjvask bliver udfordrende, kan små hjælpemidler gøre en stor forskel. Der findes flere forskellige løsninger som gør de huslige opgaver nemmere - uden at belaste kroppen.

Søvn og hvile
God søvn og hvile er vigtig både for krop og sind. Her kan du se hjælpemidler, teknologier og terapeutiske redskaber, der kan hjælpe dig til at finde ro, slappe af og sove bedre.
Påklædning
Har du brug for hjælp, når tøj eller sko skal tages af eller på. Der findes en række redskaber, der kan hjælpe dig med af- og påklædning.
Der findes et bredt udvalg af hjælpemidler og teknologier, der kan gøre hverdagen lettere. Her på siden har vi udvalgt et udsnit. De nævnte produkter og løsninger skal derfor udelukkende ses som inspiration og ikke en direkte anbefaling fra kommunens side.
Fanger nogle af produkterne eller løsningerne din interesse, anbefaler vi, at du selv undersøger dem grundigt og for eksempel kontakter forhandleren, før du beslutter, om det er noget for dig. Vælger du at købe og bruge nogle af de fremviste produkter og løsninger påhviler ansvaret dig som borger.

