Åben Anonym Rådgivning

PPR tilbyder Åben Anonym Rådgivning til forældre, børn og unge i Randers Kommune. Det er ganske gratis.

Familier, børn og unge har mulighed for at søge anonym, gratis rådgivning. Der er mulighed for at møde op enten sammen eller hver for sig. Børn, unge og forældre til børn under 18 år kan henvende sig telefonisk og aftale tid til en rådgivende samtale. Der er mulighed for flere samtaler ved behov.

Rådgivningen varetages af personale fra PPR, og du vil enten få en samtale med en socialrådgiver, en psykolog eller en tale-/sprogkonsulent.

I samtalen gives råd og vejledning til, hvad forældre selv kan gøre i forhold til problematikken. Der kan ske en afklaring af, om problemstillingen skal tages op, hvor barnet går i dagtilbud eller skole, og om PPR eller andre skal inddrages.

Hensigten med Åben Rådgivning er først og fremmest at give borgerne et hjælpetilbud, der er uforpligtende og forebyggende. Håbet er, at mange problemer kan afhjælpes gennem god rådgivning, inden de vokser sig store. Hvis problemet er for omfattende for den Åbne Rådgivning, eller hvis det kræver en specialviden, som vi ikke har, rådgiver vi om, hvor man så kan gå hen.

Vi registrerer ikke dine oplysninger og kan sikre dig fuld anonymitet.

Hvad kan man henvende sig om?

I alle børnefamilier kan der opstå en række spørgsmål, bekymringer og problemer om for eksempel:

  • Børnenes opdragelse
  • Børns trivsel og udvikling
  • Børns sprog/tale- og høreudvikling
  • Forældrenes indbyrdes forhold
  • Skilsmisse og samvær
  • Ungdomsproblemer
  • Kriser i forbindelse med sygdom, dødsfald eller andet
  • Læringsmæssige problemstillinger

Henvendelse

Ring og aftal tid til samtale i PPR’s åbningstid: telefon 8915 1976.

Rådgivningen finder sted i:

Center for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
Gl. Stationsvej 9, i stueetagen
8940 Randers SV