10. klasse i Randers

Her finder du information om indholdet i 10. klasse og en oversigt over, hvilke kommunale 10. klassetilbud der findes i Randers Kommune.

10. klasse er for dig, som er usikker på, hvilken ungdomsuddannelse du skal begynde på, eller har brug for et ekstra skoleår for at kunne leve op til kravene på ungdomsuddannelserne.

I 10. klasse får du tid til at modnes, blive mere afklaret om dit valg af ungdomsuddannelse og forbedre dig i nogle fag. 10. klasse består af en obligatorisk del og en valgfri del.

Obligatorisk for alle 10. klasser er:

  • Dansk
  • Matematik
  • Engelsk
  • Brobygning
  • OSO (obligatorisk selvvalgt opgave)

På nogle skoler er der flere obligatoriske fag end ovenstående i 10. klasse, f.eks. er fysik/kemi og tysk obligatoriske fag i flere 10. klassetilbud.

Den valgfri del af 10. klasse består af de valgfag, faglige linjer eller særlige tilbud, som den enkelte skole tilbyder 10. klasseelever. Hvor stor en del af 10. klasse, der udgøres af valgfrie tilbud, varierer fra skole til skole. Nogle skoler gør sig meget i valgfag og/eller linjefag, mens andre skoler ikke udbyder valgfag, men har en særlig række obligatoriske fag, som adskiller sig fra dem på andre skoler.

Vil du vide mere om:

Brobygning er din mulighed for at prøve et par ungdomsuddannelser af, inden du skal træffe et uddannelsesvalg.

I 10. klasse skal du deltage i to brobygningsforløb på henholdsvis to og tre dage. Brobygningsforløbene skal være relevante i forhold til din uddannelsesplan. Det ene brobygningsforløb skal være på en erhvervsrettet eller erhvervsgymnasial uddannelse.

Der er også mulighed for at kombinere frivillig brobygning med ulønnet praktik på en arbejdsplads med et uddannelsesperspektiv.

Ved at deltage i brobygning får du mulighed for:

  • at opleve et studieforløb.
  • at deltage i den faglige undervisning.
  • at få kendskab til generelle og karakteristiske fag.
  • at gøre egne erfaringer med lektier, metoder, omgangsform, regler m.m.
  • at gøre egne erfaringer med det sociale liv og skolekulturen.
  • at møde elever og lærere på stedet.
  • at få kendskab til krav og muligheder for videreuddannelse.
  • at erhverve dig viden til brug ved den obligatoriske selvvalgte opgave i 10. klasse.

På www.brobygning.net kan du se dine brobygningsmuligheder og finde en beskrivelse af, hvad der sker på brobygningsforløbene på de forskellige ungdomsuddannelser.

Du arbejder selvstændigt i en uge med din OSO, og emnet skal være relateret til din uddannelsesplan.

Formål

Formålet med OSO er at give dig mulighed at arbejde selvstændigt med et givent emne, der tager udgangspunkt i dine nuværende tanker omkring dit fremtidige uddannelsesvalg, din uddannelsesplan og aktiviteter, der knytter sig hertil.

Selvom du ikke har besluttet dig for et endeligt uddannelsesforløb endnu, skal du alligevel vælge et emne, som på en eller anden måde drejer sig om en uddannelse, som du er særligt interesseret i. Dit emnevalg giver dig mulighed for at undersøge, om den pågældende uddannelse rent faktisk er noget for dig.

Krav og bedømmelse

En OSO består af en rapport, et produkt og en afsluttende fremlæggelse.

Din OSO-karakter vurderes ud fra de fire følgende overordnede punkter:

  • Emne og indhold i forhold til din uddannelsesplan
  • Valg og brug af arbejdsmetoder og undersøgelsesformer
  • Valg og brug af kilder og materialer
  • Sammenhængen mellem indhold, produkt og fremlæggelse

Opgaven bedømmes ud fra den samlede helhed af ovenstående.

Se UddannelsesGuiden og Centerlinje 10s hjemmeside for mere information om OSO samt gode råd og vejledning til opgaveprocessen såvel som selve opgaven.

I følge Folkeskoleloven kapitel 2 a om 10. klasses struktur og indhold skal 10. klasse målrettes elever, som har behov for yderligere faglig kvalificering og uddannelsesafklaring for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse. Læs mere om, hvad Folkeskoleloven siger om 10. klasse, her.

Sådan ansøger du

Kravene for at blive optaget på en 10. klasseuddannelse er, at du har 9 års skolegang.

Du skal ansøge om optagelse i 10. klasse via optagelse.dk.

Ansøgningsfrister

Der er ansøgningsfrist d. 1. marts til de fleste 10. klasseuddannelser.

Dog er der tidligere ansøgningsfrister på nogle skoler end andre. Tjek derfor hjemmesiden til de(n) skole(r), du ønsker optagelse på.