start på hovedindhold

Brætspil

Brætspil, fællesskab og udvikling – et trygt rum, hvor du kan udfordre dig selv socialt og have det sjovt sammen med andre.

Brætspilsmodul

Brætspilsmodulet

Brætspilsmodulet er et socialt og udviklende forløb, hvor vi mødes om brætspil i et trygt, respektfuldt og uformelt fællesskab. Gennem spil arbejder vi med sociale kompetencer, kommunikation og relationer – samtidig med at der er plads til grin, nysgerrighed og forskellighed.

Brætspil skaber en naturlig ramme for samvær. Her kan du øve dig i at tage initiativ, samarbejde, vente på tur, give og tage plads og indgå i dialog med andre. Spillene giver konkrete situationer, som vi sammen kan tale om og lære af, og som kan overføres til hverdagslivet og andre sociale sammenhænge.

Der er ingen krav om erfaring med brætspil. Spillene tilpasses gruppen, og der er fokus på, at alle kan være med – uanset alder, køn og baggrund.

Målgruppe

Modulet henvender sig til voksne, der har lyst og mod til at arbejde med deres sociale færdigheder i et trygt fællesskab. Det er for dig, der ønsker at udfordre dig selv socialt, møde nye mennesker og være en del af et fællesskab, hvor brætspil er omdrejningspunktet.

Formål

Formålet med Brætspilsmodulet er at:

  • styrke sociale kompetencer som samarbejde, kommunikation og samspil
  • skabe mulighed for nye relationer og venskaber
  • bryde isolation og ensomhed
  • give deltagerne mod til at sætte ord på det, der kan være svært i sociale situationer
  • skabe brobygning til fællesskaber i civilsamfundet, særligt gennem deltagelse i brætspilsevents på biblioteket.

Brobygning er en central del af modulet. Forløbet afsluttes med fælles spilsessioner på biblioteket, så deltagerne får mulighed for at afprøve deres erfaringer i et offentligt og mere åbent fællesskab – med støtte fra kendte medarbejdere.

Indhold og struktur

Forløbet er struktureret og genkendeligt og består af:

  • en indledende forsamtale, hvor personlige mål og forventninger afklares med udgangspunkt i strukturerede spørgsmål om deltagernes forventninger til modulet, deres erfaringer med at være sammen med andre, egne styrker og udfordringer i sociale situationer, personlige mål for forløbet, behov for støtte eller særlige hensyn, ønsket udbytte samt interesser og præferencer i forhold til brætspil.
  • spil i mindre grupper, hvor der arbejdes bevidst med sociale situationer som samarbejde, turtagning og dialog
  • faste ugentlige spilsessioner i Huset Tværs med fælles opstart og afrunding
  • en kort forventnings- og refleksionssnak
  • løbende opmærksomhed på deltagernes individuelle mål
  • brobygning til biblioteket i forlængelse af det sidste modul i Huset Tværs, hvor deltagerne får mulighed for at deltage i brætspilsevents sammen med underviser fra Huset Tværs, som understøtter en tryg overgang
  • Der er bliver tilknyttet to undervisere (en medarbejder & en SSA-elev) til modulet, og der er plads til 6 deltagere på hvert hold, så der kan skabes trygge rammer og god støtte til den enkelte.

Undervisere

Modulet varetages af:

  • Pia fra Huset Tværs: Social- og sundhedsassistent, Klinisk Vejleder og Certificeret Coach
  • SSA-elev fra Huset Tværs: Social- og sundhedsassistentelev, som løbende er en del af underviserteamet og deltager i planlægning og gennemførelse af modulet

Praktisk

  • Varighed: 6 mødegange fordelt over 10 uger
  • Fri spil: Frie spilsessioner mellem udvalgte moduler, hvor deltagerne får mulighed for at øve sig i at være sammen uden tilstedeværelse af personale
  • Tid: mandag kl. 13.30–16.00 i Huset Tværs
  • Antal pladser: 6 deltagere
  • Sted: Huset Tværs samt 1 ekskursioner til biblioteket
  • Forløbet indledes med en forsamtale
  • Afsluttes med ”Næste skridt” samtale

Periode for Brætspilsmodul – Foråret 2026:
April – Juni 2026. Der udleveres en oversigt med de konkrete datoer til forsamtalen.

FRI SPIL
Deltagerne får mulighed for at spille sammen uden tilstedeværelse af personale. Fri spil afholdes to gange i løbet af forløbet og giver deltagerne mulighed for at øve sig i selvstændigt samvær og fællesskab.

Brobygning fra kl. 16.00 til Randers Biblioteket, Stemannsgade 2, 8900 Randers C
BrætspilsEVENT afholdes efter det sidste modul, hvor deltagerne deltager med støtte fra personale.

Brætspilsmodulet giver dig konkrete erfaringer med at indgå i fællesskaber og være sammen med andre på nye måder. Du går derfra med større tryghed i sociale situationer, øget mod til at tage kontakt og nye relationer, som kan række videre ud i hverdagen og civilsamfundet.