Huset Tværs som praktiksted for SSA-elever
Huset Tværs danner rammen for diverse praktikforløb, uddannelse og frivilligt arbejde
Huset Tværs er et tilbud under Center for Psykiatri og Socialt Udsatte i Randers Kommune. Vi tilbyder en tryg, rummelig og fleksibel ramme for borgere med psykisk sårbarhed og/eller sociale udfordringer. Som praktiksted for Social- og Sundhedsassistentelever (SSA-elever) skaber vi et læringsmiljø, hvor teori og praksis kobles tæt sammen i mødet med virkelige mennesker og komplekse problemstillinger.
Praktikken i Huset Tværs giver SSA-elever mulighed for at arbejde sundhedsfagligt, relationelt og rehabiliterende i et uvisiteret tilbud efter Serviceloven §79. Eleverne indgår aktivt i husets hverdag, moduler og borgerrettede indsatser og bliver en del af et fagligt stærkt og engageret personale.
Målgruppe
Praktikstedet henvender sig til Social- og Sundhedsassistentelever, der har interesse for psykiatri, socialt arbejde og rehabilitering. Eleverne møder en bred borgergruppe fra Randers Kommune – fra unge voksne til ældre – med varierende funktionsniveau og problematikker, herunder angst, autisme- og personlighedsforstyrrelser samt sociale udfordringer.
Formål
Formålet med praktikopholdet er at:
- styrke elevens faglige og personlige kompetencer inden for psykiatri og socialt arbejde
- give indsigt i recovery- og rehabiliterende praksis
- udvikle elevens evne til professionel kommunikation, relationsarbejde og refleksion
- understøtte elevens ansvar for egen læring og professionelle udvikling
Praktikken skal ruste eleven til at arbejde selvstændigt, etisk og refleksivt i komplekse borgerforløb.
Indhold
Som SSA-elev i Huset Tværs vil du blandt andet:
- deltage i husets mange moduler (fx Lær at mestre den gode samtale, Brætspilsmodulet, BBAT, Brætspil, hverdagsmestring)
- indgå i borgersamtaler med udgangspunkt i recovery, WHO-5 og Brief INSPIRE-O
- arbejde med faglige metoder som recovery- og rehabiliterende tilgang, kognitiv metode, motiverende samtale og neuropædagogik.
- deltage i daglig faglig sparring, refleksion og tværfagligt samarbejde
- opnå erfaring med brobygning til civilsamfundet og samarbejde med mange interne og eksterne aktører
Der arbejdes systematisk med refleksion gennem logbøger, refleksionsark og fordybelsesemner som relation, kommunikation, konflikthåndtering, recovery, De 3 P’er og Indsatsområderne.
Underviser / Klinisk vejleder
Pia: Social- og Sundhedsassistent, klinisk vejleder og certificeret coach.
Pia arbejder ud fra en anerkendende og udviklingsorienteret vejledertilgang med særligt fokus på kommunikation, relationsarbejde og personligt lederskab. Vejledningen tager afsæt i Kierkegaards grundtanke om at møde mennesket dér, hvor det er, og støtte elevens faglige og menneskelige udvikling gennem refleksion, dialog og ansvar.
Praktisk
Praktiksted:
Center for Psykiatri og Socialt Udsatte – Huset Tværs
Gl. Hadsundvej 3, 8900 Randers C
Tværstelefon: 30 43 53 60
Afdelingsleder: Marie Padkjær Hede Olesen
Klinisk vejleder: Pia Rodil Bach
Åbningstider:
Mandag–torsdag kl. 08.00–16.00
Fredag kl. 08.00–13.00
Afrunding
Som praktiksted tilbyder Huset Tværs et læringsrum med høj faglighed, stor menneskelig indsigt og plads til både faglig og personlig udvikling. Her bliver du udfordret, støttet og inviteret ind i et fællesskab, hvor recovery, håb og empowerment er bærende værdier.
Vi ser praktikken som en fælles udviklingsrejse – og glæder os til samarbejdet.
Udsagn fra 3 SSA-elever (Februar 2026):
”Tak fordi du har været en vejleder, der ikke bare har fulgt os – men som har turdet udfordre os. Du har skubbet til vores tanker, stillet spørgsmål, vi ikke altid selv havde lyst til at stille, og lært os at reflektere . . . virkelig reflektere. Til tider har det føltes som at reflektere helt ind i helvede – men der er også dér, vi har lært allermest. Du har udfordret os både fagligt og personligt, og du har haft blik for, at de to ting hænger sammen. Samtidig har du altid været der til at gribe os, når det blev svært – både når tvivlen meldte sig, og når vi havde brug for støtte til at finde fodfæste igen. Tak fordi du har mødt os som hele mennesker. Tak fordi du har troet på os, også de dage hvor vi ikke helt troede på os selv. Og tak fordi du har delt ud af din viden, dine refleksioner og ikke mindst din måde at være menneske og fagperson på. Vi tager meget mere med herfra, end vi kan skrive på et kort. Noget af det vigtigste er måske modet til at stå ved os selv – både som menneske og som kommende fagpersoner
Udsagn fra 3 SSA-elever (Juni 2026):
Tak for de ca. 87 opgaver ( vi stoppede med at tælle på et tidspunkt :-D ), for udfordringerne og for at skubbe os præcis nok ud af komfortzonen til, at kunne udvikle os. Du har givet plads til at kunne lære og vokse under pres, men altid i trygge rammer og med kyndig vejledning, støtte og opbakning når vi manglede det. Vi tog herfra med mere viden, flere erfaringer og ikke mindst større tro på os selv og vores faglighed. Det skyldes i høj grad dig. Tusinde tak for din tid, dit engagement, din tålmodighed og dit gode humør. Det har betydet mere end du tror.”