Astma hos skolebørn

Har dit barn astmatisk bronkitis eller astma, kan få du få vejledning af en astma-sundhedsplejerske.

Har dit barn astma og er i medicinsk behandling? Og ønsker du mere dybdegående viden omkring sygdommen, behandlingen, og hvordan du ellers kan være med til at sikre et sundt miljø omkring dit barn til gavn for dets luftveje? Eller havde dit barn i førskole alderen astmatisk bronkitis, og er du nu i tvivl om, hvorvidt dit skolebarn stadig har symptomer, der kan være kronisk astma?

Skolebørn og astma

10 % af alle skolebørn er diagnosticeret med astma, som betragtes som vedvarende og kronisk sygdom, som barnet ikke forventes at vokse fra.

Symptomerne er de samme som for astmatisk bronkitis, og behandlingen er stort set den samme. En væsentlig forskel er dog, at børn med astma ofte samtidig har allergi over for pollen, dyr, husstøvmider eller skimmelsvampe.

  • Bliv hjemme, hvis du eller dit barn er sygt.
  • Lær dit barn at vaske hænderne grundigt.
  • Lær dit barn at hoste i ærmet i stedet for at hoste på andre.
  • Vask hænder ofte. Det kan særligt være en god idé at vaske hænder, når man kommer hjem fra dagtilbud, indkøb, familiebesøg, fritidsinteresser mv., da man så bryder en eventuel smittevej.

Astma-hjemmebesøg

At få stillet diagnosen astma kan medføre bekymring hos forældrene og i øjeblikket ved lægen, hvor diagnosen stilles, ved man som forælder endnu ikke, hvilke spørgsmål og hvilken vejledning der er relevant at søge. Derfor har Sundhedsplejen i Randers Kommune udviklet et særligt tilbud til familier med børn med astma. Når et barn har fået stillet diagnosen ved lægen og er startet medicinsk behandling, tilbyder vores astma-sundhedsplejerske et astma-hjemmebesøg i familiens hjem.

Besøget omhandler:

  • grundig vejledning omkring sygdommen
  • hvordan man sikrer optimal medicinsk behandling
  • hvordan man anvender medicinen og inhalationsmasken korrekt
  • hvordan man sikrer et optimalt miljø omkring sit barn med henblik på at lindre symptomerne.

Tilbagemeldingerne efter disse besøg er, at forældrene oplever, at de er langt bedre oplyst omkring sygdommen, symptomerne og behandlingen.

Astma-sundhedsplejersken oplever, at der er stort potentiale for mere optimal behandling og dermed færre symptomer, mindre sygdom hos barnet og forebyggelse af indlæggelser på Børneafdelingen, fordi forældrenes viden og handlemuligheder udvikles.