Åbent hus på alle folkeskoler i Randers Kommune

Randers Kommunes folkeskoler holder åbent hus for forældre til kommende skolebørn. Første åbent hus er på Hobrovejens Skole, der slår dørene op den 11. september, hvor de fortæller om, hvad de står for og kan tilbyde. Det samme gør de 18 andre folkeskoler i løbet af september og oktober

Børn på Østervangskolen

Det er en stor begivenhed for de fleste familier, når barnet fylder seks år og må begynde i skole. Mange begynder i skole på den lokale folkeskole, men er man som forældre i en overvejelsesfase eller bare nysgerrig på, hvad folkeskolen står for, så er der den kommende tid åbent hus og informationsmøder på alle Randers Kommunes folkeskoler.

"Det er vigtigt for mig, at vi viser, hvad vores folkeskoler kan. Det gælder både forældre, der allerede har besluttet at lade deres skolebarn begynde i den lokale folkeskole og dem, der stadig overvejer. Jeg ved, at alle skolerne tager godt imod nye forældre og børn, ligesom det er en god mulighed for at få skabt en god relation til skolen, allerede inden barnet begynder. Og folkeskolerne vil hellere end gerne svare på  spørgsmål," siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for skole- og uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

De 19 folkeskoler i Randers Kommune inviterer indenfor til åbent hus og informationsmøder på forskellige datoer fra 11. september og frem. På hjemmesiden www.randers.dk/skolestart kan du få overblikket.

Når indskrivningen til skoleåret 2024/2025 åbner fra 11. september til 15. oktober 2023, er der frit valg mellem kommunens 19 folkeskoler, og det er muligt at deltage i alle de åbent hus-arrangementer og informationsmøder, man har lyst til.