Arter vi elsker at hade – på Randers Naturcenter

Hvorfor er der nogle arter, vi bryder os mere om end andre? Hvad er f.eks. grunden til, at mange synes, at spurvefuglene på foderbrættet er hyggelige og nuttede, mens kragefugle og måger er en pestilens? Og hvorfor er der så mange, der har fobier overfor edderkopper og slanger?

Alt det og meget mere kan du blive klogere på, når Randers Naturcenter onsdag den 20. september fra kl. 19-21 inviterer på en aften i de forhadte dyrs tegn sammen med naturvejleder Birgitte Hyldahl Ptak.

”Aftenen vil være spækket med begejstring og fede fortællinger om alt fra rotter til kakerlakker. Vi kommer også rundt om lidt værktøjer til, hvordan man forhåbentlig kan vende hadet til fascination. Undervejs vil der være en kort pause, hvor man kan dulme nerverne med en kop varm kaffe eller te og lidt frisk luft.”

Arrangementet er gratis, men afholdes kun, hvis der er mindst 12 deltagere.

Tilmelding foregår via Randers Naturcenters hjemmeside

Tilmeldingsfristen er den tirsdag 19. september kl. 09.00.