Efterårsferie med Randers Naturcenter

Oplev magi og måner, hør skovens lyde eller kom med på en tidsrejse til istiden. Randers Naturcenter inviterer børn og deres forældre til fire spændende arrangementer i skolernes efterårsferie.

Efteråret er over os og Randers Naturcenter er klar med fire spændende arrangementer i skolernes efterårsferie. Foto: Colourbox/Valeriy Muhmed.

Lørdag 14. oktober slippes magien løs på Randers Naturcenter mellem kl. 10 og 14, når naturvejlederne åbner den hemmelige portal. De besøgende kan blive troldmandselev for en dag og modtage undervisning i alt fra eliksir-brygning til tryllestavs-snitning. Man kan selvfølgelig også nyde lidt lækkerier fra Kandisbaronen, eller se om man kan gemme sig for sine forældre i den forbudte skov.
 
Mandag 16 oktober inviterer naturcentret på en tidsrejse sammen med natur- og kulturformidler Jeppe Bøgelund.  I tidsrummet kl. 10-11 kan du lære om, hvordan Danmarks landskaber blev formet af ismasserne. Der bliver også mulighed for selv at lege med de geologiske processer, ved at lave sin helt egen smeltevandsslette. Dette arrangement kræver tilmelding, som sker på www.randersnaturcenter.dk

I år har naturvejlederne valgt at flytte en del af ferieaktiviteterne til skoven. Tirsdag den 17. oktober kan du derfor komme med på "rumrejse" til Fladbro Skov. Naturvejleder Maria Stenbye Cornett tager alle glade amatør-astronauter med på planetvandring og sætter fokus på solsystemets store spørgsmål. Hvilken planet er for eksempel den varmeste? Og hvor finder man egentlig det højeste bjerg i vores solsystem? Arrangementet foregår mellem kl. 10 og 12, der er tilmelding og mere information på Randers Naturcenters hjemmeside.

Naturvejleder Birgitte Hyldahl Ptak inviterer torsdag 19. oktober på opdagelses- og sansetur i Fussingø Skov.

"Her vil vi tage lugtesansen i brug, ligesom vi både vil mærke og lytte til skoven. Vi går også på skattejagt efter nogle af alle de smådyr, der måske allerede har puttet sig væk for efterårskulden. Hvem gemmer sig mon under træernes bark? Og er vi mon modige nok til at smide skoene og gå med bare tæer i skovbunden?", spøger Birgitte Hyldahl Ptak. Også til dette arrangement kræver det tilmelding via Randers Naturcenters hjemmeside.

Alle fire arrangementer er gratis at deltage i. Randers Naturcenter holder desuden åbent som vanligt i hele efterårsferien, hvor man selv kan gå rundt i området omkring Gudenåen, nyde sin medbragte mad og hilse på naturcenters dyr. Her er der ligeledes gratis entré. Det sker mandag til torsdag kl. 8-14.30, fredag kl. 8 - 13.30.