
Få gratis hjælp, hvis alkohol fylder for meget
Fylder alkohol mere, end du ønsker? Du kan få gratis og uforpligtende rådgivning og behandling hos Rusmiddelcenter Randers.

Hos Rusmiddelcenter Randers kan du få en fortrolig og uforpligtende snak om din situation. Sammen med en rådgiver kan du afklare, hvilken hjælp der passer bedst til dine behov. Du behøver ikke have besluttet dig for behandling på forhånd. En samtale kan være et godt første skridt, hvis du er i tvivl om, hvordan du kommer videre. Uanset hvor stor eller lille, din udfordring er.
Rusmiddelcenter Randers tilbyder gratis alkoholbehandling, rådgivning og støtte. Tilbuddet er åbent for alle, der ønsker hjælp til at ændre deres alkoholvaner, og for pårørende. Det gælder også børn og unge, der vokser op i familier med alkoholproblemer. Gennem BRUS tilbyder rusmiddelcentret støtte til 0-24-årige børn og unge fra familier, hvor alkohol eller andre rusmidler fylder for meget.
Kontakt Rusmiddelcenter Randers
Du kan kontakte Rusmiddelcenter Randers på telefon 89 15 70 70 eller på mail Rusmiddelcenter@randers.dk
Læs mere om mulighederne for hjælp og behandling på randers.dk.
For hjælp til børn og unge fra familier med alkohol- og rusmiddelproblemer kontakt Brus her.
Alkoholkampagnen uge 40
I uge 40 afholder Alkohol og Samfund den landsdækkende Alkoholkampagne, som sætter fokus på alkoholproblemer, pårørende og mulighederne for at få hjælp. Kampagnen har til formål at bryde tabuet om alkoholproblemer, gøre flere opmærksomme på de eksisterende tilbud om rådgivning og behandling samt motivere flere til at søge hjælp.



