
Folkemøde og Kulturuge i Øster Bjerregrav
Formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, Erik Bo Andersen, byder velkommen, når Folkemødet ”Randers på landet” den 5. september sætter fokus på kulturfællesskaber og udvikling i kommunens landdistrikter. Folkemødet er en del af Kulturugen i Øster Bjerregrav, Fussingø og Ålum. Ugen byder på 11 dage med mange kulturoplevelser.
Nyhed
Hvordan skaber vi kendskab til kulturen på landet? Det er overskriften, når Folkemødet Randers på landet inviterer til oplæg, erfaringsudveksling og debat.
På Folkemødet mødes blandt andre foreninger, ildsjæle og politikere for at udveksle ideer og skabe inspiration til, hvordan de kulturelle oplevelser kan blomstre i land- og omegnsbyer. Fem lokale kulturaktører vil dele deres erfaringer. Det er Station K i Langå, Fårup Byfest, Rådhuset i Ålum, Tånum Forsamlingshus og Øster Bjerregrav Børnefestival.
Folkemødet finder sted lørdag 5. september kl. 10-13.30 på Naturskolen ved Fussingø Slot. Arrangørerne har også inviteret den frivilligt drevet paraplyorganisation og landsbyklynge for Mols og Helgenæs – Mols i udvikling. Søren Ibsen, medstifter af Landsbyklyngen i 2013 og formand i de første fire år, vil fortælle om landsbyklyngens arbejde. Der vil også være indlæg af byrådsmedlem i Randers Kommune, Anne Hjortshøj, og af Randers Eventsekretariat.
Målet med Folkemødet er at få nye idéer på bordet til, hvordan kulturfællesskaber kan styrkes på landet – både mellem landsbyerne og i samarbejdet med Randers Kommune.
Deltagelse i Folkemødet er gratis, men kræver tilmelding til arrangørerne i Øster Bjerregrav på mail imorup332@gmail.com.
11 dage med Musik, kunst og fællesskab i Kulturugen
Folkemødet Randers på landet er en del af Kulturugen i Øster Bjerregrav, Fussingø og Ålum i dagene 28. august til 7. september. Programmet byder blandt andet på koncerter med Michelle Birkballe, Bent og Anders Bro, Kirsten Siggaard, Marie Carmen Koppel og Erik Grip.
I dagene 28. – 30. august er der udstilling af Kunsthåndværk på Fussingø Slot. Den traditionelle udstilling af kunsthåndværk vil i år vise 12 danske kunstneres kreationer inden for så forskelligartede områder som drejning i træ, ecoprint, pileflet, keramik, glaskunst, vævning og hækling. Desuden vil der være elegante smykker samt stål-, bronze- og stenskulpturer, som publikum kan glædes ved synet af. Også håndsyede bamser i mohair har fundet vej til udstillingen.
Kulturugen er arrangeret af lokale foreninger og kræfter og støttes økonomisk af Elro Fonden og Randers Kommune.
Det kan du opleve i Kulturugen
Fredag 28. august
Kunsthåndværkudstillingen på Fussingø Slot åbner – og kan opleves den kommende weekend.
Koncert med Michelle Birkballe i Øster Bjerregrav
Børneunderholdning med Maja & Mingus
Søndag 30. august
Gudstjenester i Øster Bjerregrav og Ålum Kirker
Mandag 31. august
Koncert med Bent og Anders Bro på Naturskolen ved Fussingø
Tirsdag 1. september
Kirsten Siggaard i Bjerregrav Centret
Fællessang med bogbussen i Ålum og Øster Bjerregrav
Onsdag 2. september
Sanselig havevandring ved Fussingø Slot
Torsdag 3. september
Koncert med Marie Carmen Koppel i Øster Bjerregrav Kirke
Fredag 4. september
Familiearrangement i Bjerregrav Hallen
Lørdag 5. september
Folkemødet Randers på landet, Naturskolen ved Fussingø Slot kl. 10-13.30
Koncert med The Young Ones Reunion i Ålum Forsamlingshus, kl. 19.30
Mandag 7. september
Slotskoncert med Erik Grip på Fussingø Slot
Bemærk: Der kan være flere aktiviteter i programmet, og nogle arrangementer kræver billet.
Se det fulde program og billetoplysninger på Fussingø Slots hjemmeside



