Idræt holder udsatte ude af problemer i Randers

Idrætsaktiviteter er med til at holde problemer som angst, isolation og kriminalitet i skak for udsatte personer i Randers. Indendørs fodbold er én af de aktiviteter, som skaber fællesskab og glæde i hverdagen for mange.

Martin Kjeldsen er en af dem, som sætter stor pris på at deltage i de mange forskellige idrætsaktiviteter, som SAM Foreningen arrangerer. Foto: Randers Kommune.

For nogle mennesker er udfordringer så som hjemløshed, misbrug og psykiske problemer hverdag. Mange er i kontakt med kommunens vejledere og rådgivere for at få hjælp og støtte til at håndtere deres udfordringer og finde andre mestrings- og handlemuligheder. Og én af mulighederne, som de bliver foreslået, er at deltage i nogle de gratis lokale idrætsaktiviteter for udsatte borgere, som foregår i Randers.

Martin Kjeldsen på 36 år er en af dem, som deltager i de gratis idrætsarrangementer. Også selvom det en gang imellem lige kræver en venlig opringning fra hans mestringsvejleder fra kommunen.

"Det er fedt at komme afsted til de forskellige arrangementer, der bliver tilbudt. Det er en oplevelse hver gang, og det er mere fornuftigt at bruge tid på end for eksempel stoffer. Så det er en fordel at komme herhen," siger Martin Kjeldsen.

Han deltager i flere forskellige af de gratis idrætstilbud i løbet af ugen.

"Jeg spiller både bowling og indendørs fodbold. Man bliver hurtigt en del af fællesskabet og får en masse nye venner," siger Martin Kjeldsen.

Unik forening skaber idræt for udsatte i Randers

Det er SAM Foreningen, som arrangerer de gratis ugentlige aktiviteter for folk, som kommer på varmestuer og væresteder, og dem som bøvler med udfordringer som hjemløshed, svær udsathed og psykiske problemer.

Det er SAM Foreningens aktiviteter, som Randers Kommunes mestringsvejledere og myndighedsrådgivere henviser borgere til, når de vurderer, at de kunne have glæde af det. Og aktiviteterne er både for dem, som har rigtig store og komplekse sociale udfordringer, og dem som er tættere på at kunne håndtere deres egne udfordringer.

"Det er en kæmpe styrke, at vi her i Randers kan henvise til de mange aktiviteter, som SAM Foreningen arrangerer. De skaber nogle fællesskaber, som rigtig mange har glæde af at være en del af," siger Runa Steenfeldt, socialchef i Randers Kommune.

En forebyggende effekt

SAM Foreningen er opstået i Randers og arrangerer både sportsaktiviteter som fodbold, svømning, ridning, petanque, fitness og bowling samt udflugter, juleture og meget mere.

"Vi kan se, at for nogen er SAM Foreningens aktiviteter og fællesskaber gode alternativer til handlemønstre med fx stoffer og kriminalitet. Og for andre kan aktiviteterne være med til at lette på psykiske udfordringer. Vi ved, at det at være en del af et fællesskab har stor betydning, og dermed også at det har en forebyggende effekt," siger Runa Steenfeldt.

SAM Foreningen har omkring 150 brugere igennem om ugen, og alle, som har sociale problemer af den ene eller anden art, er velkomne til at deltage i SAM Foreningens aktiviteter. Og det er uanset alder og baggrund, siger SAM Foreningens koordinator Allan Madsen:

"Alle er velkomne hos os. Særligt for nogle af de unge, som døjer med psykiske udfordringer, betyder fællesskabet i SAM Foreningen enormt meget. For eksempel for at lære at håndtere angst, og de unge lærer at føle sig trygge ved at omgås andre mennesker. Det er rigtig værdifuldt, når de på et tidspunkt skal finde sig til rette i en uddannelse, på et arbejde eller blive aktive i en anden forening," siger Allan Madsen.

SAM Foreningen har en ugekalender, hvor man kan se og tilmelde sig arrangementer. Se mere på www.samforeningen.dk/