Fødder med løbesko
Foto © Colourbox
start på hovedindhold

Lokaldysten 2026: Lokalsamfundene i Randers gør sig klar til kamp

Fra den 19. august går det løs, når der endnu en gang afholdes Lokaldyst i Randers Kommune. Igen i år samler Lokaldysten borgere på tværs af generationer til motion, fællesskab og lokal stolthed.

Nyhed
Fødder med løbesko
Foto © Colourbox

7 lokalsamfund er klar til at deltage i den venskabelige dyst. Her gælder det om at tilbagelægge flest kilometer på to timer. Når de to timer er gået, tælles kilometerne sammen, og kilometerne divideres med antallet af indbyggere. Deltagerne kan gå, løbe eller cykle på en afmærket rute, og alle kan være med – uanset alder og tempo. Det handler ikke om at være hurtigst, men om at være med og gøre noget aktivt sammen.

Første stop er Harridslev den 19. august. Herefter fortsætter Lokaldysten i Havndal, Assentoft, Spentrup, Gassum, Øster Tørslev og Værum.

Fællesskab i førertrøjen

De samme syv lokalsamfund deltog også sidste år, hvor hundredvis af deltagere var med til at samle kilometer for deres lokalområde. Igen i år er de klar til at tage udfordringen op.

”Det er skønt, at de syv lokalsamfund har lyst til at være med igen i år. Det vidner om et stærkt lokalt engagement og et ønske om at være aktive sammen og have det sjovt på tværs af aldersgrupper. Jeg håber, at mange borgere igen i år vil være med til at bakke op om deres lokalsamfund,” siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

I år dystes der i tre kategorier, hvor hver kategori udløser en præmie på 3.500 kr.:

  • Flest kilometer pr. indbygger
  • Flest kilometer pr. deltager
  • Størst fremgang i deltagerantal fra 2025 til 2026

Præmiepengene er øremærket til aktiviteter, der styrker fællesskabet i de vindende lokalsamfund.

Derudover har ét af lokalsamfundene mulighed for at vinde titlen som Østjyllands Fedeste Lokaldyst.

7 lokalsamfund er klar

Følgende lokalsamfund deltager i Lokaldysten 2026 i Randers Kommune:

  • Harridslev – onsdag den 19. august kl. 17.30-19.30
  • Havndal – tirsdag den 25. august kl. 17.30-19.30
  • Assentoft – onsdag den 26. august kl. 17.00-19.00
  • Spentrup – torsdag den 27. august kl. 17.00-19.00
  • Gassum – fredag den 28. august kl. 17.00-19.00
  • Øster Tørslev – onsdag den 2. september kl. 17.00-19.00
  • Værum – søndag den 6. september kl. 13.00-15.00

Hver Lokaldyst varer to timer og arrangeres af lokale ildsjæle i samarbejde med Sundhedshøjskolen og Kultur og Fritid i Randers Kommune og DGI Østjylland. Vinderne kåres ved præmieoverrækkelsen torsdag den 10. september kl. 17.

Fakta om Lokaldysten

  • Lokaldysten startede i 2013 i Viborg som en venskabelig konkurrence mellem to landsbyer.
  • I 2026 deltager 29 lokalsamfund fra fem østjyske kommuner.
  • Deltagerne går, løber eller cykler på en afmærket rute i deres eget lokalområde.
  • Formålet er at få flere i bevægelse og styrke lokale fællesskaber.
  • Arrangementerne skabes i samarbejde mellem kommuner, lokale foreninger og DGI.

Seneste nyt

Nyheder