
Lokale ildsjæle kom med idéer til udviklingen af Naturpark Randers Fjord
Arbejdet med den strategiske udviklingsplan for Naturpark Randers Fjord er nu officielt i gang. Planen skal sætte retning for den fremtidige udvikling af naturparken og styrke områdets identitet, oplevelsesmuligheder og turismepotentiale.
Nyhed
”De lokale kræfter spiller en helt central rolle i arbejdet med udviklingsplanen, fordi det er dem, der kender lokalområderne bedst og ved, hvor de særlige kvaliteter og muligheder findes. Med planen får vi et vigtigt fælles fundament for at udvikle området med respekt for de lokale værdier og samtidig skabe nye muligheder for borgere, lokale virksomheder, foreninger og besøgende,” siger Henning Munkholm Eriksen, formand for Landdistriktsudvalget i Randers Kommune.
Planen bygger på tre hovedområder. Først skal der skabes en fælles fortælling og en tydelig identitet for Naturpark Randers Fjord, så området i højere grad bliver kendt for det, der gør det særligt. Derudover skal der arbejdes med konkrete udviklingsmuligheder i Mellerup, Udbyhøj og Uggelhuse – især med fokus på turisme og oplevelser. Til sidst skal planen pege på, hvordan idéerne kan omsættes til konkrete projekter.
Lokale fortællinger skal præge udviklingsplanen
Workshoppen gav også mulighed for at sætte ord på det, der gør Naturpark Randers Fjord helt særlig. Gennem dialog og gruppearbejde blev lokale historier og erfaringer bragt frem, og de skal nu være med til at danne grundlag for en fælles fortælling om området.
Derudover har konsulenterne bag udviklingsplanen besøgt Mellerup, Uggelhuse og Udbyhøj for at opleve områderne på tæt hold og få et bedre indblik i både de eksisterende kvaliteter og mulighederne for udvikling.
I den kommende tid skal input fra lokale aktører og analyser af området omsættes til konkrete forslag i udviklingsplanen.
Projektet gennemføres med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Realdania, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Randers Kommune.



