start på hovedindhold

Mere end 400 deltagere samlet om Fremtidens Randers Kommune

Mere end 400 borgere, virksomheder, foreninger og andre interesserede var tirsdag den 16. juni samlet i Arena Randers til konferencen om Fremtidens Randers Kommune. Med engagement, idéer og dialog bidrog deltagerne med værdifulde input til det videre arbejde med Fremtidens Randers Kommune.

Nyhed

Teen Voices satte den gode stemning fra start, mens deltagerne kunne nyde is fra Byens Ismejeri. Herefter bød Lars Schacksen, formand for Fremtidens Randers Kommune-udvalget, og kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt velkommen og gav et indblik i arbejdet med Fremtidens Randers Kommune, den overordnede retning og de initiativer, der allerede er sat i gang. 

Som optakt til dagens breakout-sessioner holdt Thomas Vovemod oplægget Tænk ud af boksen, hvor han inspirerede deltagerne til at tænke nyt og se muligheder frem for begrænsninger. Herefter arbejdede deltagerne med de centrale mål for Fremtidens Randers Kommune. Deltagerne bidrog med idéer og forslag til, hvordan Fremtidens Randers Kommune kan udvikles i fællesskab.  

Fællesskab og samarbejde var en rød tråd gennem hele konferencen. Mange af drøftelserne bar præg af, at udviklingen af Fremtidens Randers Kommune kræver, at borgere, virksomheder, foreninger og kommunen arbejder sammen om løsningerne. 

”Konferencen har vist, at der er et stort engagement i udviklingen af Fremtidens Randers Kommune. Vi har fået mange værdifulde perspektiver og input fra borgere, virksomheder, foreninger og samarbejdspartnere, som nu bliver en vigtig del af det videre arbejde. Et af de stærkeste budskaber fra dagen er, at sammen er vi stærkest, siger Lars Schacksen, formand for §17,4 udvalget om Fremtidens Randers Kommune.  

Han sender samtidig en tak til Arena Randers for at skabe gode rammer om dagen. 

Se stemningsvideo fra konferencen

Næste skridt i arbejdet

Arbejdet med Fremtidens Randers Kommune fortsætter nu med at samle og bearbejde de mange input fra konferencen. Referater, idéer og forslag fra dagens breakout-sessioner bliver gennemgået og indgår i det videre arbejde med at konkretisere ambitionerne for Fremtidens Randers Kommune. 

De mange input – også fra inddragelsesprocessen som blev gennemført i sommeren 2025 – indgår i arbejdet med at lave de første udmøntningsplaner, som skal være med til at pege på indsatser og handlinger.

”Konferencen er ikke afslutningen på arbejdet – den er et vigtigt skridt på vejen. Nu skal vi samle de mange input og se på, hvad der kan komme med i de første udmøntningsplaner. Det bliver dynamiske planer. Nogle initiativer skal afprøves i praksis, andre vil blive justeret undervejs, og nye idéer vil komme til – og så retter vi planerne til”, siger Lars Schacksen, formand for Fremtidens Randers Kommune-udvalget.  

Billeder fra konferencen

Seneste nyt

Nyheder