
Nikotin er stadig udbredt blandt børn og unge
26 % af 9.-klasseseleverne i Randers Kommune har prøvet eller bruger e-cigaretter, puffbars eller vapes, men interessen for produkterne opstår endnu tidligere. Det er bekymrende. Derfor sender Randers Kommune nu en opfordring på Aula til alle forældre med et barn i 12-17 års-alderen.

Forældre har stor betydning for deres børns holdning til nikotin. Og selvom man ikke tror, at ens barn bruger nikotinprodukter, kan det gøre en forskel, at man tager snakken med sit barn.
”Det er bekymrende, at så stor en andel af unge har prøvet eller bruger nikotinprodukter. Nikotin er skadeligt, og børn og unge kan hurtigt blive afhængige. Derfor er det vigtigt, at forældre tager snakken med deres børn og gør det klart, at selvom produkterne smager af slik og sodavand, så kan de gøre stor skade på bl.a. hjernen,” siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, idræts-, og kulturudvalget.
Gode råd til dig som forælder
Børn og unge, der taler med deres forældre og har klare aftaler om nikotin, er tilbøjelige til at bruge produkterne mindre. Derfor er det en god ide at:
- Tage snakken tidligt: Spørg, hvad dit barn tænker om nikotin, og hvad det oplever i skolen og blandt venner.
- Vær tydelig: Fortæl, hvad du selv mener om nikotinprodukter – og lav en fælles aftale om, hvordan I forholder jer til nikotin.
- Tal om afhængighed: Tal om, at det kan være svært at stoppe, når man er begyndt at bruge nikotinprodukter.
Randers Kommune arbejder for en Nikotinfri Ungdom
Randers Kommune arbejder for, at børn og unge kan færdes i miljøer, hvor røg og nikotin ikke er en naturlig del af hverdagen. Det gør vi bl.a. ved at skabe nikotinfrie udearealer, samarbejde med skoler, foreninger og andre lokale aktører og ved at oplyse børn, unge og forældre om nikotinprodukter og skaderne ved brug af dem.



