
Træning og fællesskab i Jennumparken før Royal Run
I Jennumparken i Randers er et nyt trivselsforløb for børnefamilier med til at styrke både fællesskab og hverdagsliv. Gennem bevægelse, fælles oplevelser og ny viden forbereder deltagerne sig samtidig til Royal Run, hvor de skal være med på forskellige distancer.
Nyhed
Forløbet, der har fået titlen Fællesskab i Fart, er udviklet i et samarbejde mellem Randers Kommune og Bysekretariatet og er en del af kommunens boligsociale helhedsplan. Det handler i høj grad om at bringe familier sammen og skabe trygge fællesskaber, hvor fælles aktiviteter som gå- og løbeture er med til at opbygge relationer, der kan gøre en positiv forskel i hverdagen. Samtidig fungerer forløbet som en fælles træning frem mod Royal Run den 25. maj.
Forløbet begyndte den 1. april med en fælles påskebrunch, hvor deltagerne mødte hinanden på tværs. Siden har familierne mødtes ugentligt til træning og aktiviteter, hvor alle kan være med – uanset niveau. En vigtig del af indsatsen er de fælles gå- og løbeture på lokale one-mile ruter i Jennumparken, hvor både børn og voksne er aktive sammen. Her er fokus ikke på tempo eller præstation, men på deltagelse, bevægelse og fælles oplevelser i forberedelsen til Royal Run.
Ud over bevægelse får deltagerne også viden og konkrete redskaber, der kan styrke hverdagen. Oplæg om kost, søvn, bevægelse og skærmbrug er en fast del af programmet, og målet er at give forældrene bedre muligheder for at skabe ro og struktur i familielivet. Samtidig er der fokus på børns trivsel og motorik, så hele familien bliver inddraget.
Deltagerne repræsenterer familier med forskellige baggrund og mødet på tværs er med til at styrke sammenhængskraften i området. Når deltagerne 2. pinsedag deltager i Royal Run, er det ikke kun som løbere, men som en del af et fællesskab, de har opbygget undervejs.
Målet med forløbet rækker længere end selve løbet. Ambitionen er at skabe varige relationer og øge deltagelsen i lokalsamfundet. Trivselsforløbet i Jennumparken viser, hvordan målrettede indsatser kan være med til at styrke både fællesskab og livskvalitet – og give familier nye muligheder for at være en aktiv del af deres lokalområde.



