Aktivt Fællesskab

Aktivt Fællesskab er et aktivitetstilbud for yngre personer med demens (typisk under 67 år).

Tilbuddet "Aktivt Fællesskab" skal være med til at:

  • forsinke udvikling af sygdommen ved at styrke og vedligeholde fysisk formåen.
  • forhindre social isolation.
  • skabe meningsfyldte aktiviteter.
  • aflaste pårørende.

Du vil opleve et fælles forum med ligestillede, hvor motion er en del af dagsordenen. Tilbuddet bygger på den nyeste forskning inden for demens, der viser, at motion og fysisk aktivitet kan forsinke demenssygdommens udvikling og samtidig forbedre livskvaliteten.

Tilbuddet indeholder:

  • fysisk aktivitet indenfor og udenfor (daglige gåture på minimum 5-7 km) med brug af naturens muligheder.
  • socialt samvær.
  • kulturelle oplevelser.
  • undervisning og vejledning.

Der lægges vægt på, at det skal være sjovt at være med, og du vil opleve sammenhold, udfordring, aktiv deltagelse og medindflydelse. Der er ligeledes stort samarbejde med de pårørende, hvor der informeres via bl.a. dagbøger og billeder af glædelige begivenheder.

Mad og drikke

Hver gang serveres boller, kaffe, te, juice, frugt og frokost. Dette laver vi i fællesskab.

Prisen er 30 kr. pr. gang.

Påklædning

Der er udendørsaktivitet hver gang. Det er derfor vigtigt at have gode kondisko og træningstøj på eller med.

Gummistøvler og regntøj kan opbevares på stedet.

Tid og sted

Mandag-torsdag kl. 09.30-14.30.

Aktivt Fællesskab har lokaler i kælderen på Fårup Ældrecenter, Stadion alle 3, 8990 Fårup.

Du skal så vidt som muligt selv sørge for transport til og fra Fårup.

Medarbejdere i tilbuddet

Pædagog
Pernille Winther Norsgaard
Tlf.: 21 19 51 93

SOSU-assistent
Betina Mørup
Tlf.: 21 19 55 42

Arrangementer med pårørende

3-4 gange om året laves et arrangement, hvor pårørende bliver inviteret med.

Sådan kommer du med i tilbuddet

Hvis du ønsker at deltage i tilbuddet, skal du kontakte den demenskoordinator, der hører til det område, du bor i. Demenskoordinatoren henvender sig til Aktivt Fællesskab på dine vegne.

En af medarbejderne i Aktivt Fællesskab vil derefter kontakte dig og komme på besøg hjemme hos dig. I den forbindelse afklarer medarbejderen dine behov og visiterer dig evt. til tilbuddet og finder en dato for opstart.