start på hovedindhold

Hvordan går det med sundheden og trivslen i Randers?

Hvert fjerde år gennemføres den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ”Hvordan har du det?” Formålet er at give et samlet billede af borgernes trivsel, sundhed og sygdom, og at følge udviklingen over tid. Se resultater fra seneste undersøgelse.

Nyhed

I 2025 har omkring 300.000 borgere på landsplan modtaget spørgeskemaet. I Randers Kommune har 44 procent, svarende til 1.110 borgere i Randers Kommune besvaret. Det giver et værdifuldt indblik i, hvordan borgerne i Randers Kommune har det – både fysisk og mentalt.

”Med resultaterne bliver vi klogere på, hvordan det står til med borgernes sundhed og trivsel. Den viden er vigtig, når vi skal prioritere, hvor vi skal sætte ind i de kommende år,” siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune. 

Hovedpointer fra undersøgelsen

Der er noget, der går godt

Antallet af rygere er generelt faldende, og antallet af personer, der ryger dagligt i Randers Kommune, er faldet til 12 procent. Det er et stort hop for folkesundheden, at antallet af borgere der ryger, er halveret siden 2010. Der er ligeledes et fald i alkoholforbruget, og andelen af borgere med et højt alkoholforbrug er lavere i Randers Kommune end gennemsnittet i Region Midtjylland.

Og der er noget, der går knap så godt

Der er udfordringer med blandt andet overvægt. De nye tal viser, at hver fjerde borger i Randers Kommune er svært overvægtig, og at knap 6 ud af 10 ikke dyrker motion. Hver tredje borger har et højt stressniveau, og særlig slemt ser det ud blandt de unge, hvor andelen af unge med dårlig mental sundhed både er høj og stigende.

Den sociale ulighed i sundhed er markant. I Randers Kommune bor næsten 4 ud af 10 borgere i områder, hvor arbejdsløsheden er høj, og uddannelsesniveauet og den personlige indkomst er lav. De såkaldte sociogeografiske områder har stor betydning for sundhedstilstanden.

Fakta om undersøgelsen

Undersøgelsen omfatter personer over 16 år og gennemføres i samarbejde mellem regionerne, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. I Region Midtjylland varetages arbejdet af DEFACTUM.

Seneste nyt

Nyheder