Randers: Budgetaftale 2024-2027 er indgået

"Midt i en tid præget af prisstigninger og sene statslige udmeldinger om kommunernes budgetlægning, er jeg meget glad for, at vi sammen har lavet en budgetaftale, der både tager hul på de store udfordringer, vi har i Randers Kommune og samtidig er forsvarlig. Jeg vil gerne takke for den store vilje til at finde frem til en aftale i et godt og tillidsfuldt samarbejde. Dette er en aftale, der styrker vores fællesskab i Randers Kommune," siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.

Aftalen om budget 2024-2027 er indgået torsdag 21. september 2023 mellem partierne Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.

"Vi er særligt glade for, at vi med det her budget bakker op om uddannelsespolitikken og fokus på en skole der giver plads til flere gennem bl.a. to-lærerordning, fortsættelse af 'Run' og investering i folkeskolen. Vi er også meget tilfredse med, at vi nu kan få en ny hal i Dronningborg, som erstatter den tidligere hal. Dermed genstarter vi det store Dronningborg-projekt også med byggeri af nyt plejecenter i Dronningborg," siger Steen Bundgaard, gruppeformand i Socialdemokratiet.

"I Venstre er vi især glade for, at vi får sat turbo på udviklingen af Randers Kommune med investering i flere borgere i uddannelse og arbejde, flere penge til midtbystrategi samt et stort løft til lokalplan- og byggesagsbehandlingen. Desuden er vi glade for igangsættelse og støtte til idrætsprojekter over hele kommunen, samt at sikre støjvold i Helsted og toiletfaciliteter på legepladsen i Hald," siger Claus Berggren, gruppeformand i Venstre.

"Konservative er glade for, at vi kan se frem til værtskabet for SKILLS i 2026, og at vi samtidig fortsætter Talents of Tomorrow, da begge dele hjælper og fremhæver vores vigtige fremstillingsindustri. Samtidig har det været vigtigt, at vi investerer i effektiv lokalplan- og byggesagsbehandling og giver 10 mio. kr. til at vedligeholde bygninger. Det bidrager til at udvikle byen, tilflytningen og sikrer vores bygninger og institutioner. Og ikke mindst er vi glade for, at vi udbygger to-lærerordningen i folkeskolen, der er så vigtig for god læring og talentudvikling," siger Daniel Madié, gruppeformand i Det Konservative Folkeparti.

"Vi er meget tilfredse med, at der nu bygges en ny daginstitution - for forældre skal have pasning til deres børn. Vi er særligt glade for, at der kommer kompetenceudvikling på skoler og specialområdet. Det er der i høj grad brug for. Det er med tilfredshed, at vi kan se, at der nu er flere penge til naturgenopretning. I de kommende budgetår skal klimaet på dagsordenen. En tidsel er Randers Specialskole, hvor det beklageligvis ikke er lykkedes os at fjerne besparelsen som i de seneste fire budgetår. Vi vil konstruktivt kritisk holde øje med Randers Specialskole," siger Mogens Nyholm, gruppeformand i Radikale Venstre.

"Vi er rigtig glade for, at vi investerer i infrastrukturen og sikrer, at borgerne i Helsted får støjværn, og at vi afbøder sparekravene på offentlig trafik, ligesom vi igen i år bevarer klippekortet. Og ikke mindst er det også væsentligt, at vi sikrer midler til vedligeholdelse af offentlige bygninger. Samtidig spiller to-lærerordningen en stor rolle i elevernes læring og trivsel," siger Frank Nørgaard, gruppeformand i Dansk Folkeparti.

"Nye Borgerlige er tilfredse med at lægge stemmer til dette års budgetaftale, hvor vi sikrer, at der ikke er skattestigninger, at vi bevarer pensionistklippekortet og fastholder fokus på administrativ forenkling. Vi er samtidig glade for at have båret forslag om e-sport ind i budgettet, hvor vi håber, at blandt andet dem med begyndende skolevægring bedre kan fastholdes i almenskolen. Og så er vi glade for at socialområdet generelt har fået et løft, og at Udbyhøj Havn får en håndsrækning, så den kan forblive spydspidsen i indsejlingen til Flodbyen Randers," siger Lars Axel Nielsen, gruppeformand i Nye borgerlige.