Nyhedsbrev 7 - 19.03.2024

Randers Kommunes afværgeindsats ved skadestedet Nordic Waste.

Status på skadestedet

På grund af tørt vejr, har det været muligt at tømme flere bassiner med overfladevand på skadestedet. Situationen med overfladevand er dog stadig akut, da der kan komme store mængder regn igen. Det er problematisk, da vandet flyder hurtigt ned over skråningerne med bar jord i perioder med regn. Samtidig bliver forurenet materiale i jorden taget med af regnen, hvilket udgør et problem for effektiviteten af de mobile renseanlæg, der er bygget på pladsen.

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt har derfor bedt byrådet om tilladelse til at så græs på et stort område ved Nordic Waste.

Forsøg udført på statens forsøgscentre har vist, at dækning af områder med tæt vegetation som græs markant reducerer den forurening, der kommer fra jorden ved nedbør. Det har Randers Kommune også observeret på skadestedet, hvor græs på de nordlige skråninger har forhindret forurening i overfladevandet.

At så græs på området vil også øge fordampning af vandet. Den nøjagtige effekt afhænger af faktorer som skråningens placering, jordtype og valg af græs, men en realistisk vurdering antyder, at fordampningen vil øges med omring 100 mm om året, hvilket svarer til ca. 25.000 m3 vand om året på et område på 25 hektar.

Det har tidligere været overvejet at plante andre typer vegetation som tagrør, pil eller poppel, men Randers Kommune konkluderer, at græsdækningen er den hurtigste og mest robuste løsning i forhold til variationer i jordkvalitet og hældning af jorden.

Det betyder dog ikke, at andre beplantningsmuligheder som poppel eller birk ikke kan blive overvejet senere, især i områder, hvor dybe rødder er nødvendige for at absorbere vand fra skråningerne.

Randers Kommune planlægger at så græsset med en centrifugalspreder under stille vejrforhold. Græsfrøene bliver blandet med hvidkløver for at have en større andel urter med dybdegående rødder, og fordi kløver har udløbere, som kan være med til at lukke eventuelle huller i græsset. Derudover blandes der blomster for at få blomstrende urter på arealet.

Processen forventes at tage omkring en uge, og det forventes ikke at være til gene for naboer, da maskinen er støjsvag, og tilsåningen foregår under stille vindforhold.

”Vi forventer at kunne gå i gang inden for de kommende to uger, hvor så stort et område som muligt vil blive tilsået, så området kan være dækket af græs tidligt på sommeren,” fortæller Jesper Nybo Andersen, projektchef, Randers Kommune.

Bustransport

Udfordringer pba. manglende bustrafik mellem Aarhus og Randers forbi Ølst blev diskuteret af den politiske følgegruppe torsdag den 14. marts.

Rute 118

Randers Kommune har opfordret Midttrafik til at omlægge rute 118, så den kommer forbi Ølst og industriområdet i Randers Syd. Midttrafik oplyser, at udfordringen for ruten især er den ekstra køretid ved en omlægning, som betyder, at køretiderne ikke kan overholdes. Hensynet til pendlerne på ruten, som er en af de største pendlerruter i regionen, vejer tungt i Midttrafik og Region Midts beslutning ift. den mest direkte kørsel i omlægningsperioden.

Linje 16

Randers Kommune er i dialog med Midttrafik om tilpasningsmuligheder på kommunens eget rutenet. Der arbejdes med en løsning, hvor der oprettes et Flexbus-knudepunkt i Ølst, som giver mulighed for lav takst i Midttrafiks Flextur til 3 kr/km. Desuden vil der blive idnsat Flexbus-afgange på linje 16 aften og weekend.

Ændringerne forventes at kunne træde i kraft fra køreplanskiftet i juni.

Sundhedsundersøgelse

Byrådets følgegruppe for Nordic Waste drøftede muligheder for sundhedsundersøgelse på sit møde torsdag 14. marts. På mødet deltog repræsentanter fra Region Midt med lægefaglig baggrund. Først er det vigtigt at vide, hvad det giver mening at undersøge for. Her har Randers Kommune allerede sendt et brev til Styrelsen for Patientsikkerhed med en række spørgsmål. Svarene herfra er vigtige for at vurdere, hvad der skal undersøges på. Randers Kommune har nu rykket for svar på brevet. Du kan se brevet her: https://www.randers.dk/erhverv/miljoe/nordic-waste/oelst/brev-til-styrelsen-for-patientsikkerhed/

Svarene fra Styrelsen for Patientsikkerhed kan nemlig give et billede af, f.eks. hvad man evt. skal måle på i blodprøver og hvordan man skal forholde sig i forhold til kontakt med stoffer som f.eks. microfiller. Og når der kommer svar, vil Randers Kommune og Region Midt sammen se på, om det muligt at tilbyde blodprøve-tagning og måling for specifikke stoffer.

Der var samtidig et ønske fra den politiske følgegruppe om, at det undersøges om der kan laves en generel sundhedsundersøgelse.